Del 2: Nye udfordringer –nye erfaringer
Mit første møde med en langturssejler på en anløbsbro i Grækenland efterlod et stærkt indtryk. Sammen med et lidt naivt billede af sejlads fra at glide mellem turkise badebugter, tiltrak sejlads flere og flere. Måske, bare måske, kan den snigende drøm om at leve som dem også blive min virkelighed. Hvis bare jeg lærte at sejle for alvor, selvfølgelig.
Min partner og jeg tog ud med en lille lånt sejlbåd på en dejlig sommeraften. På trods af en normalt meget pædagogisk åre i ham, kolliderede det fuldstændigt. Her blev der trukket linjer overalt. Funktioner, jeg aldrig engang var klar over eksisterede på en båd og blev justeret i detaljer. "Du skal ikke bekymre dig om det, du kan næsten ikke kontrollere endnu", er muligvis ikke det bedste, du kan høre, selvom det i praksis er helt sandt.
"Skuffelsen var stor, jeg kunne virkelig ikke sejle, sort påhvidt."
Jeg sejlede sindssygt dårligt, og det føltes helt anderledes end at stå bag et stort hjul. Derudover var jeg vant til en masse instrumenter at sejle med og havde nul følelse. Min forventning om klare instruktioner faldt til jorden. Jeg havde alligevel sejlet meget og ville ikke stille dumme begynder spørgsmål. Usmart, men sandt. Da vi vendte hjem, var jeg helt nedtrykt, og stemningen om bord var lav. Skuffelsen var stor, jeg kunne virkelig ikke sejle, sort på hvid. Og desuden var vi uenige.
"Ikke alene var jeg dårlig, jeg syntes, det var ret skræmmende."
I næste forsøg lånte vi en endnu mindre kapsejladsbåd, og min partner skubbede den ud af kajen med ordene "sejl nu!" Jeg havde nok været lidt kæphøj før, men det gik hurtigt over. Hver bevægelse var mærkbar i båden. Det var også lidt vindstød denne dag, og lige som det var det, vippede båden, så jeg troede virkelig, at den ville vælte. Sjældent har jeg følt mig så ude af kontrol på en båd. Ikke alene var jeg dårlig, jeg syntes, det var ret skræmmende.
"Det var her, jeg virkelig lærte en masse om sejlsport."
Mange år senere, uden en partner og pludselig langt fra sejlads, besluttede jeg, at jeg ville lære på egen hånd. I sejlklubben var vi en gruppe, der mødtes og fik trænet med klubbens små både. Ved et tilfælde blev jeg inviteret til at deltage og sejle på en af de både, som vi lånte den første mislykkede aften. Det fantastiske er, at kapsejladsbåde ofte mangler besætningsmedlemmer, og det er her, jeg virkelig lærte en masse om sejlads. Usikker, men nysgerrig, tog jeg derhen. Med en masse instruktioner om at trimme sejlene korrekt, sejlede vi pænt væk. Jeg havde dog slet ikke forudset, at der ville komme en spinnaker-erstatning. "Nu skal du have spileren op, ellers skal du styre i runden". Men et blik på bådene rundt omkring og en idé om vigepligtsreglerne, der krævede ret meget tid til at tænke over styringen, føltes ikke som en mulighed. Så kom spileren op, selvom den var meget nervøs.
"Det næste skridt var klart, jeg skulle over Atlanten."
Jeg sejlede i et par år og lærte en masse. Selv på den type båd, jeg havde siddet på et par år tidligere. Mindet om langturssejlerne på broen var der stadig, og jeg så det næste skridt tydeligt foran mig. Jeg ønskede at få et hint af det sejlliv, jeg drømte om, at leve ombord med mere afslapning, mindre stress og lidt mere eventyrlysten. Jeg skulle over Atlanten.
Hvordan løste jeg det? Hold øje med næste afsnit, så finder du ud af det og også nogle tips!
Mit første møde med en langturssejler på en anløbsbro i Grækenland efterlod et stærkt indtryk. Sammen med et lidt naivt billede af sejlads fra at glide mellem turkise badebugter, tiltrak sejlads flere og flere. Måske, bare måske, kan den snigende drøm om at leve som dem også blive min virkelighed. Hvis bare jeg lærte at sejle for alvor, selvfølgelig.
Min partner og jeg tog ud med en lille lånt sejlbåd på en dejlig sommeraften. På trods af en normalt meget pædagogisk åre i ham, kolliderede det fuldstændigt. Her blev der trukket linjer overalt. Funktioner, jeg aldrig engang var klar over eksisterede på en båd og blev justeret i detaljer. "Du skal ikke bekymre dig om det, du kan næsten ikke kontrollere endnu", er muligvis ikke det bedste, du kan høre, selvom det i praksis er helt sandt.
"Skuffelsen var stor, jeg kunne virkelig ikke sejle, sort påhvidt."
Jeg sejlede sindssygt dårligt, og det føltes helt anderledes end at stå bag et stort hjul. Derudover var jeg vant til en masse instrumenter at sejle med og havde nul følelse. Min forventning om klare instruktioner faldt til jorden. Jeg havde alligevel sejlet meget og ville ikke stille dumme begynder spørgsmål. Usmart, men sandt. Da vi vendte hjem, var jeg helt nedtrykt, og stemningen om bord var lav. Skuffelsen var stor, jeg kunne virkelig ikke sejle, sort på hvid. Og desuden var vi uenige.
"Ikke alene var jeg dårlig, jeg syntes, det var ret skræmmende."
I næste forsøg lånte vi en endnu mindre kapsejladsbåd, og min partner skubbede den ud af kajen med ordene "sejl nu!" Jeg havde nok været lidt kæphøj før, men det gik hurtigt over. Hver bevægelse var mærkbar i båden. Det var også lidt vindstød denne dag, og lige som det var det, vippede båden, så jeg troede virkelig, at den ville vælte. Sjældent har jeg følt mig så ude af kontrol på en båd. Ikke alene var jeg dårlig, jeg syntes, det var ret skræmmende.
"Det var her, jeg virkelig lærte en masse om sejlsport."
Mange år senere, uden en partner og pludselig langt fra sejlads, besluttede jeg, at jeg ville lære på egen hånd. I sejlklubben var vi en gruppe, der mødtes og fik trænet med klubbens små både. Ved et tilfælde blev jeg inviteret til at deltage og sejle på en af de både, som vi lånte den første mislykkede aften. Det fantastiske er, at kapsejladsbåde ofte mangler besætningsmedlemmer, og det er her, jeg virkelig lærte en masse om sejlads. Usikker, men nysgerrig, tog jeg derhen. Med en masse instruktioner om at trimme sejlene korrekt, sejlede vi pænt væk. Jeg havde dog slet ikke forudset, at der ville komme en spinnaker-erstatning. "Nu skal du have spileren op, ellers skal du styre i runden". Men et blik på bådene rundt omkring og en idé om vigepligtsreglerne, der krævede ret meget tid til at tænke over styringen, føltes ikke som en mulighed. Så kom spileren op, selvom den var meget nervøs.
"Det næste skridt var klart, jeg skulle over Atlanten."
Jeg sejlede i et par år og lærte en masse. Selv på den type båd, jeg havde siddet på et par år tidligere. Mindet om langturssejlerne på broen var der stadig, og jeg så det næste skridt tydeligt foran mig. Jeg ønskede at få et hint af det sejlliv, jeg drømte om, at leve ombord med mere afslapning, mindre stress og lidt mere eventyrlysten. Jeg skulle over Atlanten.
Hvordan løste jeg det? Hold øje med næste afsnit, så finder du ud af det og også nogle tips!
Sejlerdrømme med langturssejleren Jeanette Köster