Del 3: Langturs gast – drømmen om Atlanterhavet
I al hemmelighed var jeg jaloux på de sejlende par, der tog verden op under sejl og levede et liv sammen til søs. Jeg ville også gerne opleve det eventyrlige, men samtidig afslappede sejlerliv, jeg drømte om. Uden hverken båd, partner eller direkte erfaring med det åbne hav var det ret langt væk, men ideen spirede om at forsøge at sejle langt som gæst.
Jeg besluttede simpelthen at sejle over Atlanten – den ultimative sejlads – længe før det blev en tv-serie. Jeg havde et lille billede af, hvad jeg skulle kigge efter for båd og mennesker. Det er trods alt helt prisgivet at være midt på havet med ukendte mennesker og en båd, du ikke ved ret meget om. Men både, der sejler i de store rallyer, bliver tjekket på en masse sikkerhedsfunktioner, ting som jeg heller ikke vidste så meget. Det virkede som en god start.
"Jeg kunne næsten ikke tro mit held!"
Jeg googlede startlister og googlede de både, der var opført. Flere havde blogs, og jeg læste om, hvordan de beskrev deres rejse. For mig giver det et godt billede af mennesker, og jeg fandt nogle både, som jeg syntes virkede gode. Flere havde selvfølgelig allerede skrevet om, hvordan de planlagde, hvem der skulle komme ned til De Kanariske Øer og støtte overfarten, men tre både følte sig egnede til at kontakte. Faktisk svarede alle. To havde allerede arrangeret gæster, mens en skrev, at de ville overveje at være fire voksne. De havde planlagt at sejle på tre, og alle var en del af familien. Jeg kunne næsten ikke tro mit held!
"Du kan dele forkøjen med min bror, hvis du vil komme med."
Jeg fik masser af spørgsmål, alt fra om jeg er allergisk over for noget, har nogen sygdomme, er forsikret, om jeg ryger og ikke mindst om jeg forstår, at kaptajnen altid bestemmer. Så en hel række klare adfærdsregler, der skal accepteres. Ingen alkohol om bord, altid redningsvest på, altid redningsliner på dækket. Og en liste over krav til udstyr, der skal medbringes. Samlet set så de ud til at tage sikkerheden meget alvorligt, hvilket føltes meget godt. Jeg fik også at vide, at jeg skulle dele forpeaken med skipperens bror, hvis jeg skulle med.
"Fuld af forventning steg jeg ud af flyet på Tenerife."
Det viste sig at være et rart menneske og efter et par samtaler med hele familien blev det pludselig besluttet, at jeg ville få en plads ombord, en helt uvirkelig følelse! Samtidig blev der fundet en lille passage. Vi blev enige om først at sejle sammen til Kap Verde, en afstand på næsten præcis seks dage, og hvis nogen ikke mente, at interaktionen om bord fungerede godt, ville vi skilles der på en venlig måde. Uanset hvad, ville jeg opleve min længste sejlads nogensinde. Fuld af forventning steg jeg ud af flyet på Tenerife til det første møde med den schweiziske familie med børn, som jeg nu potentielt ville tilbringe næsten to måneder tæt på.
"Endelig kom dagen til at kaste fortøjningerne."
Dagene op til afgang var travle. Vi oplagrede, rev papiremballagen af al mad af frygt for at få kakerlakæg om bord og opdaterede omhyggeligt proviantlister med, hvad der var gemt hvor. Vi pakkede vores tasker, gennemgik bådens udstyr og tildelte ansvar for nødsituationer. Og ikke mindst diskuterede vi rejsen foran os med de andre sejlere på molerne. Så endelig kom dagen til at kaste fortøjningerne.
Er du nysgerrig efter, hvordan det gik? Hold øje med næste afsnit, så finder du ud af det!
I al hemmelighed var jeg jaloux på de sejlende par, der tog verden op under sejl og levede et liv sammen til søs. Jeg ville også gerne opleve det eventyrlige, men samtidig afslappede sejlerliv, jeg drømte om. Uden hverken båd, partner eller direkte erfaring med det åbne hav var det ret langt væk, men ideen spirede om at forsøge at sejle langt som gæst.
Jeg besluttede simpelthen at sejle over Atlanten – den ultimative sejlads – længe før det blev en tv-serie. Jeg havde et lille billede af, hvad jeg skulle kigge efter for båd og mennesker. Det er trods alt helt prisgivet at være midt på havet med ukendte mennesker og en båd, du ikke ved ret meget om. Men både, der sejler i de store rallyer, bliver tjekket på en masse sikkerhedsfunktioner, ting som jeg heller ikke vidste så meget. Det virkede som en god start.
"Jeg kunne næsten ikke tro mit held!"
Jeg googlede startlister og googlede de både, der var opført. Flere havde blogs, og jeg læste om, hvordan de beskrev deres rejse. For mig giver det et godt billede af mennesker, og jeg fandt nogle både, som jeg syntes virkede gode. Flere havde selvfølgelig allerede skrevet om, hvordan de planlagde, hvem der skulle komme ned til De Kanariske Øer og støtte overfarten, men tre både følte sig egnede til at kontakte. Faktisk svarede alle. To havde allerede arrangeret gæster, mens en skrev, at de ville overveje at være fire voksne. De havde planlagt at sejle på tre, og alle var en del af familien. Jeg kunne næsten ikke tro mit held!
"Du kan dele forkøjen med min bror, hvis du vil komme med."
Jeg fik masser af spørgsmål, alt fra om jeg er allergisk over for noget, har nogen sygdomme, er forsikret, om jeg ryger og ikke mindst om jeg forstår, at kaptajnen altid bestemmer. Så en hel række klare adfærdsregler, der skal accepteres. Ingen alkohol om bord, altid redningsvest på, altid redningsliner på dækket. Og en liste over krav til udstyr, der skal medbringes. Samlet set så de ud til at tage sikkerheden meget alvorligt, hvilket føltes meget godt. Jeg fik også at vide, at jeg skulle dele forpeaken med skipperens bror, hvis jeg skulle med.
"Fuld af forventning steg jeg ud af flyet på Tenerife."
Det viste sig at være et rart menneske og efter et par samtaler med hele familien blev det pludselig besluttet, at jeg ville få en plads ombord, en helt uvirkelig følelse! Samtidig blev der fundet en lille passage. Vi blev enige om først at sejle sammen til Kap Verde, en afstand på næsten præcis seks dage, og hvis nogen ikke mente, at interaktionen om bord fungerede godt, ville vi skilles der på en venlig måde. Uanset hvad, ville jeg opleve min længste sejlads nogensinde. Fuld af forventning steg jeg ud af flyet på Tenerife til det første møde med den schweiziske familie med børn, som jeg nu potentielt ville tilbringe næsten to måneder tæt på.
"Endelig kom dagen til at kaste fortøjningerne."
Dagene op til afgang var travle. Vi oplagrede, rev papiremballagen af al mad af frygt for at få kakerlakæg om bord og opdaterede omhyggeligt proviantlister med, hvad der var gemt hvor. Vi pakkede vores tasker, gennemgik bådens udstyr og tildelte ansvar for nødsituationer. Og ikke mindst diskuterede vi rejsen foran os med de andre sejlere på molerne. Så endelig kom dagen til at kaste fortøjningerne.
Er du nysgerrig efter, hvordan det gik? Hold øje med næste afsnit, så finder du ud af det!
Sejlerdrømme med langturssejleren Jeanette Köster