Del 4: Over Atlanten - testsejlads
Hvor jeg havde ventet og længtes efter de sidste par uger. Ville det være en drømmerejse endelig at krydse Atlanten? Fyldt med forventning var jeg et par dage tidligere trådt ud af flyet på Tenerife til det første møde med den schweiziske familie, jeg skulle underskrive en kontrakt med. Vi gennemgik bådens udstyr, bunkrede og ordnede de sidste ting. Så kom afrejsedagen.
Vi tager afsted med Kap Verde som første stop. Snart var De Kanariske Øer bag os, og jeg indså hurtigt, at jeg faktisk aldrig havde sejlet på åbent hav. Bølgerne var egentlig ikke så store, men klart mere end jeg nogensinde har prøvet før.
"Søsygen ramte næsten øjeblikkeligt i den kulsorte nat."
Jeg havde heller ikke sejlet aftenen før, og da mørket faldt på, blev bådens bevægelser meget mere mærkbare, selvom den sejlede meget flot. Klokken 2 om natten blev jeg vækket til min første nattevagt og for mig, som heller aldrig har sejlet med radar, var der en masse nye ting med skærme at overvåge skiftevis med en til at kigge ud i den kulsorte nat. Det varede ikke længe, før søsygen ramte. Lidt pinligt selvfølgelig, da jeg har bekræftet, at jeg aldrig er blevet søsyg.
"Noget kom farende gennem mørket bag mig."
Det blev selvfølgelig bedre, og jeg var også så heldig at få den første nattevagt i stedet, hvilket betyder, at jeg kun bliver oppe, når en efter en går i seng. Den tredje eller fjerde nat sad vi i bælgmørke og snakkede et stykke tid, inden det var tid for de andre at sove. Vi havde lige gennemgået vejrudsigten for natten, og alt var roligt, inden min vagt skulle til at starte, da der pludselig kom noget farende gennem mørket og rørte mit hoved. Jeg udstødte et lille skrig og forsøgte febrilsk at forklare, at der var noget der. Selvfølgelig var der ingen, der troede på mig, men så hørte vi "splatt, splatt" og alle forstod, at der var noget på båden. Vores første flyvefisk hoppede febrilsk rundt og kunne endelig reddes.
"Flere besætninger skiftede båd, frivilligt eller blev udskiftet."
En anden fordel ved den første vagt er, at du kan stå op ved solopgang efter et par timers søvn. Ved daggry på den sjette dag kunne man skimte land i morgentågen, en helt magisk følelse. Den seks dage lange strækning til Mindelo var mest en ventetid på at ankomme. Det var nu, at det store eventyr skulle til at begynde, og jeg var trods alt "på prøve". Her skulle det besluttes, om jeg skulle have lov til at følge med hele vejen? Flere andre skiftede båd af forskellige årsager, mens vi ventede på vores sidste besætningsmedlem, og vi besluttede, at vi var et godt team.
"To uger med blåt hav låforan os."
Dagene var fyldt med nye forberedelser og aftenerne med fælles aktiviteter sammen med alle de andre sejlere. Allerede her begyndte jeg at forstå, at dette er mit sted. Så meget akkumuleret viden, så meget villighed til at hjælpe hinanden og så mange historier at fortælle. Og ikke mindst en vidunderlig forventning i luften. Så kom dagen for den rigtige afrejse. To uger med blåt hav lå foran os nu, med håb om mange delfiner, god vind og mange naturoplevelser.
Følg med i næste kapitel 2 uger på Atlanten og ankomst i Caribien.
Hvor jeg havde ventet og længtes efter de sidste par uger. Ville det være en drømmerejse endelig at krydse Atlanten? Fyldt med forventning var jeg et par dage tidligere trådt ud af flyet på Tenerife til det første møde med den schweiziske familie, jeg skulle underskrive en kontrakt med. Vi gennemgik bådens udstyr, bunkrede og ordnede de sidste ting. Så kom afrejsedagen.
Vi tager afsted med Kap Verde som første stop. Snart var De Kanariske Øer bag os, og jeg indså hurtigt, at jeg faktisk aldrig havde sejlet på åbent hav. Bølgerne var egentlig ikke så store, men klart mere end jeg nogensinde har prøvet før.
"Søsygen ramte næsten øjeblikkeligt i den kulsorte nat."
Jeg havde heller ikke sejlet aftenen før, og da mørket faldt på, blev bådens bevægelser meget mere mærkbare, selvom den sejlede meget flot. Klokken 2 om natten blev jeg vækket til min første nattevagt og for mig, som heller aldrig har sejlet med radar, var der en masse nye ting med skærme at overvåge skiftevis med en til at kigge ud i den kulsorte nat. Det varede ikke længe, før søsygen ramte. Lidt pinligt selvfølgelig, da jeg har bekræftet, at jeg aldrig er blevet søsyg.
"Noget kom farende gennem mørket bag mig."
Det blev selvfølgelig bedre, og jeg var også så heldig at få den første nattevagt i stedet, hvilket betyder, at jeg kun bliver oppe, når en efter en går i seng. Den tredje eller fjerde nat sad vi i bælgmørke og snakkede et stykke tid, inden det var tid for de andre at sove. Vi havde lige gennemgået vejrudsigten for natten, og alt var roligt, inden min vagt skulle til at starte, da der pludselig kom noget farende gennem mørket og rørte mit hoved. Jeg udstødte et lille skrig og forsøgte febrilsk at forklare, at der var noget der. Selvfølgelig var der ingen, der troede på mig, men så hørte vi "splatt, splatt" og alle forstod, at der var noget på båden. Vores første flyvefisk hoppede febrilsk rundt og kunne endelig reddes.
"Flere besætninger skiftede båd, frivilligt eller blev udskiftet."
En anden fordel ved den første vagt er, at du kan stå op ved solopgang efter et par timers søvn. Ved daggry på den sjette dag kunne man skimte land i morgentågen, en helt magisk følelse. Den seks dage lange strækning til Mindelo var mest en ventetid på at ankomme. Det var nu, at det store eventyr skulle til at begynde, og jeg var trods alt "på prøve". Her skulle det besluttes, om jeg skulle have lov til at følge med hele vejen? Flere andre skiftede båd af forskellige årsager, mens vi ventede på vores sidste besætningsmedlem, og vi besluttede, at vi var et godt team.
"To uger med blåt hav låforan os."
Dagene var fyldt med nye forberedelser og aftenerne med fælles aktiviteter sammen med alle de andre sejlere. Allerede her begyndte jeg at forstå, at dette er mit sted. Så meget akkumuleret viden, så meget villighed til at hjælpe hinanden og så mange historier at fortælle. Og ikke mindst en vidunderlig forventning i luften. Så kom dagen for den rigtige afrejse. To uger med blåt hav lå foran os nu, med håb om mange delfiner, god vind og mange naturoplevelser.
Følg med i næste kapitel 2 uger på Atlanten og ankomst i Caribien.
Sejlerdrømme med langturssejleren Jeanette Köster